Min historie med kronisk sygdom: Jeg er sundere og stærkere end nogensinde

Min far havde rygsøjlegigt – en autoimmun sygdom som får ryggen til at krumme sig sammen. Jeg så ham lide igennem hele min barndom indtil han døde, lige da jeg selv var blevet far. Da jeg først i 20’erne selv fik diagnosen, havde jeg to valg: acceptere at jeg skulle blive krøbling eller ignorere det. Jeg valgte det sidste.

Jeg lod som ingenting og fortsatte uvidende med at gøre daglig skade: dårlig kost, dårlig søvn, dårlig arbejdsstilling og ingen motion. Da jeg 15 år senere ikke længere kunne ignorere symptomerne og måtte acceptere, at jeg var syg ligesom min far, gav jeg mig endelig til at søge efter svar. Med internettet havde jeg (modsat min far) hele verdens viden ved mine finger-spidser – og dér fandt jeg masser af svar. Ved hjælp af andres historier (især fra udlandet), forstod jeg, at jeg har et valg. Mine gener er ikke min skæbne, jeg kan leve og dø som min far i smerte eller jeg kan gå andre veje. Jeg startede med maden. Det var det mest håndgribelige for mig at begynde med. Jeg tror mad er fundamentet for hvad vi er, og at det er det mest effektive sted at starte på at forbedre sin livsstil. For mig giver det ikke mening, at skrue op for motionen når man ingen energi har, eller at forsøge at afstresse med mindfulness-meditation mens man har sukker-raseri, fordi der gået mere end 37 minutter siden sidste pose vingummi. Der er noget som er spiseligt og noget som er giftigt, indså jeg. Sukker, stivelse og lignende hvidt pulver begyndte jeg at opfatte som kemikalier frem for føde. Jeg opdagede også, at cigaretter og alkohol bare var endnu en måde at tage gift – og det gik op for mig, at det er tåbeligt at tage gift og så klage over dårligt helbred.

Indsigt hjalp mig ud af afhængighed

På samme tid stoppede jeg med at ryge, med at spise sukker og kornprodukter, som havregryn, brød, pasta, ris og øl. Og det var ikke så svært som jeg frygtede. Jeg tror at jeg indså, at ingen af delene nogensinde rigtigt har været til mig, men bare måder at fodre “det uhyre i maven” som afhængighed er. Jeg indså, at alt det vanedannende gift ikke er noget vi vælger til – det er noget vi ikke kan vælge fra. Fordi det er designet til at være sådan. [link: blogpost om fødevare industri og designer junkfood] Den indsigt gjorde det relativt nemt at bryde afhængighederne. Jeg begyndte i stedet for at skrue op for alle former for frugt, grønt, nødder og fed fisk. Og senere også kød, fedt og indmad. I løbet af meget kort tid kunne jeg mærke bedring. Det første som forsvandt var overvægten. Jeg tabte omkring 20 kg på 3 måneder. Jeg nåede næsten at blive bekymret, men min vægt landede solidt på min idealvægt (mit BMI ligger nu omkring 20), og der har den ligget siden. Så forsvandt humørsvingningerne og til sidst udeblev det dårlige humør helt. Jeg fik en indre energi som jeg ikke har haft før. Stivhed i leddene gik væk, jeg kunne træne mere og længere og tungere, jeg fik lyst til ting: at træne, at gå ture, at lege med mine børn, at rejse – at leve. Jeg var lige pludselig blevet den far og ægtemand som jeg gerne ville være. Helt af sig selv.

Min opdagelsesrejse

Sammen med min dejlige familie, smed vi alt hvad vi havde i hænderne og tog ud på et eventyr. På en rejse ud i verden og ind i os selv. Vi rejste i vores hippiebus med børnene til verdens ende: Gennem 13 lande, små og store byer, over sneklædte bjergtoppe og øde kyster til den yderste spids af Portugal. Vi rejste så langt væk vi kunne, for at komme så tæt på som muligt, på hvad der virkelig betyder noget. Vi læste stakkevis af bøger om autoimmunitet og om mad og kost, om bevægelse, om stress, og om alle de ting som skader vores kroppe. Om den moderne fødevareindustri og deres kunstige fødevareprodukter jeg har levet af hele mit liv. Det begyndte at gå op for mig: Jeg er ikke syg. Jeg har taget gift i 35 år. Sukker, korn, smøger, øl, stress, forurening, sprøjtemidler: gift. Det er som om jeg endelig er vågnet og ser klart. På rejsen lærte jeg at “sund livsstil” ikke bare handler om mad. Jeg lærte at alle “stress-faktorer” skader kroppen, og der er mange. Jeg lærte at færre ting giver plads til mere liv, og jeg lærte noget om hvor godt det føles i kroppen at "bare være". Jeg forstod, at for at leve et simpelt liv, hvor mindre er mere, kræves mere ro og mindre arbejde. At lære at vælge fra og trække sig ud af rotte-ræset betyder også mindre indtægt, og at leve for mindre er både en udfordring og en befrielse. [link:http://kronisk.dk/?p=3065] De indsigter har rykket ved alle hjørner af hvordan jeg lever mit liv. Jeg bevæger mig mere, jeg arbejder kun halve dage og lever for mindre. Jeg nyder solen, leger mere og vælger mere sjov, mere liv, flere oplevelser, mere glæde, mere samvær, mere kærlighed, mere sex og vælger andre ting fra.

Jeg har ansvaret og jeg tager ansvaret

Jeg opfatter ikke min autoimmune sygdom som noget der er faldet ned fra himlen og som har “ramt mig” fra oven – det er ikke bare arven fra min far og hans far. Arveligheden af autoimmune sygdomme ser jeg sådan her: Mine gener bestemmer hvordan min krop reagerer på forgiftning (fra sukker, rygning, psykisk stress, sprøjtegift, luft-forurening, træthed, utilstrækkelighed, elektroniske dimser som holder mig vågen om natten eller hvad det nu måtte være). Andre har andre gener og deres krop reagerer anderledes på den samme forgiftning: Med overvægt, eksem, hovedpine, ledsmerter, nerveskader, hjerneskader, blødende sår (indvendigt og udvendigt), forkrøblende lidelser og død. Når vi har “pladen fuld” af en bestemt samling symptomer kan vi så få en diagnose og sætte navn på “hvad vi har” – og få en tilhørende recept på noget medicin, som bekæmper eller bare overdøver symptomerne – uden at fjerne de underliggende årsager. Jeg har ikke alle svarene, men jeg prøver at bekæmpe symptomer ved at undgå at forgifte min krop. Og det virker bedre end jeg havde turde håbe på. Det er symptomerne som fortæller mig hvordan min krop har det, om jeg forgifter den eller passer godt på den. Det er viden jeg gerne vil have, så jeg kan rette til, hvis jeg gør noget forkert. [Læs også: http://kronisk.dk/?p=2854]

Derfor deler jeg

Det var ikke kun ny viden og gode råd som hjalp mig fremad, det var også historierne og erfaringerne fra dem som har gået foran mig og valgt andre veje og som har prøvet sig frem på egen krop – og gavmildt delt ud af hvad de har lært. Det er der jeg har lært og lærer mest. Det er dem jeg skylder at dele alt hvad jeg finder ud af. Hvis nogen havde fortalt mig, at der er flere valg og at jeg selv kan gøre noget, ville jeg måske have gjort det. Nu 15 år senere vil jeg være den “nogen” for andre, og hjælpe med at finde det håb som har manglet for dem som gik foran os.